
Klim Keramik består af keramikerne Mette og Pernille, som er mor og datter. Ud over mellemnavnet Klim, som stammer fra Pernilles fædrene side af familien, deler de to en ekstraordinær æstetisk sans og en evne til at formidle det eventyrlige. De to laver unika og trives med hele tiden at forny sig og skubbe grænser.
Mette
Mette er uddannet Cand. mag. i Nordisk Sprog og Litteratur fra Aarhus Universitet og har erfaring fra både kommunikations- og biografbranchen. Hun har i en periode drevet vintagebutikken Mettes Fund i Solbjerg, ved Aarhus, som handlede med svenske fund, norsk glas og dansk kunstfotografi. Mettes vilde fantasi, æstetiske sans og sikre fornemmelse for kvalitet kommer til udtryk i hendes kunst, tillige med et vist temperament og en drillende lyst til at udfordre konventionerne.
Pernille
Pernille er under uddannelse på Billedkunstnerisk GrundKursus i Viborg, men har allerede årelang erfaring med stort set alle former for kunstnerisk gerning. Hun har en mageløs evne til at formidle personlighed fra fantasi til færdigt produkt, og hendes store kærlighed til dyr finder gerne vej til hendes værker. Pernilles unge alder til trods, bærer hendes værker præg af en meget stor modenhed, omtanke og kunstnerisk autoritet.
Anders
Anders er værkstedshund, inspirationskilde og humørbombe. En to årig samojede med smil på læben, glimt i øjet og fart i sindet. En helt igennem dejlig hund og Pernilles særlige ven.
Keramikken
Alt keramik er stentøj. Brændt ved 1.250 grader kan det tåle opvaskemaskine og frostgrader. Vi anvender kun giftfri glasurer, og alle produkter kan derfor anvendes til opbevaring eller indtagelse af mad og drikke. Vi er så heldige at bo et sted med solceller, så når det er muligt, brænder vi 100 procent på hjemmelavet solenergi. Værkerne er unika og håndlavet med kærlighed og stor snilde. De har rod i eventyrets verden, kilder fantasien og beriger hjemmet. God fornøjelse!
